www.brondbyhk.dk

U14 Pigerne vinder AB Julecup

Seks kampe - seks sejre - samlet målscore 135-40 til U14 pigernes første hold. Ja, det var en flot afslutning på juleferien i AB Hallen

I AB Jule Cup spilles der først i puljer om at komme i A eller B-slutspil, derefter er det cup-kampe dvs. vind eller forsvind kampe. Dette giver meget stor styrkeforskel i de første kampe, hvilket også kunne ses i begge holds indledende pulje kampe.

U14 Pige 2
2. holdet var kommet i en svær pulje med Furesø, som ligger i 1.div-C, Lyngby, som ligger i 2.div-B og KFUM-2 der også skal spille C1 (lige U14 pige 2 efter nytår). På trods af godt humør, god stemning og tilpas energi og gå-på-mod tabte vi de tre kampe i indledende pulje:

- 9-15 til KFUM-2
- 5-24 til Furesø var egentlig flot, for trods overmagten gav vi aldrig op, og fik da også scoret 5 flotte mål. Her var det største problem egentlig, bortset fra at Furesø selvfølgelig er et bedre hold, at hver gang vi tabte bolden havde Furesø 3 spillere af sted i hurtig kontra.
- Endelig tabte vi 6-21 til Lyngby.

B-slutspil og 8-delsfinale mod Tårnby 2
Vi spillede mod Tårnby, der ligesom os også skal spille C1 efter nytår. Vi kommer godt fra start og fører 4-0 efter 6 minutter. Så kommer Tårnby i gang - men vi går til halvleg med føringen 7-6. Anden halvleg bliver tæt. Vi scorer ikke de sidste 4 minutter, hvor Tårnby får smækket 2 ind, og vinder halvlegen 8-6 og dermed kampen 14-13.

Ærgeligt - men egentlig meget godt kæmpet - på trods af resultaterne.

U14 Pige 1
I 1. holdets indledende pulje vandt de 27-3 over Herlev's 2. hold der spiller i B1. 23-3 over Ganløse fra C1 og 31-4 over Gladsaxe HG 2 der spiller i B1.

Stor stor ros til pigerne for i disse kampe at holde aftaler og koncentration i både forsvar og angreb.

Ingen tvivl om A-slutspil
Kvartfinale mod TIK Tåstrup, som vi mødte i vores 2. divisionspulje. Vi vinder 19-8 og videre til semifinalen, hvor Gladsaxe/HG ventede. Dem mødte vi i vinterturneringen sidste år. 8-5 til os ved halvleg og samlet 17-12. Finalen var i hus!

Fælles indløb på bane 1 og præsentation af spillerne. Det gav store flokke af sommerfugle, der vendte sig i maven på nogle af spillerne. Det gjorde det ikke mindre nervepirrende og ikke nemmere at modstanderen var et meget tændt AB hold, som vi sidst slog i finalen i Sydhavs Cup.

Lidt langsom start, hvor holdene skulle føle hinanden på tænderne. Stillingen var kun 2-2 efter 10 minutter. Herefter var sommerfuglene væk og vi gik til halvleg med en føring på 9-3. Trine har 15 redninger - holdet er super koncentreret i forsvar og der er fart og fantasi i angrebet.

Vi vinder finalen i AB Jule Cup med 18-10

KEH

Tilbage til U14 Pige

Brøndby Håndboldklub   •   Brøndby Møllevej   •   Schneekloth Hallen   •   2605 Brøndby   •   Tlf.: (+45) 20 78 47 53   •   brondbyhk@brondbyhk.dk