Om Brøndby Håndboldklub
Hos os i Brøndby Håndboldklub danner det sociale aspekt og sammenholdet rammerne for en klub, som lægger vægt på at være et 'rart sted at være'. Aktivering og forældreinddragelse er i højsædet, hvilket har resulteret i, at vi har rigtig mange frivillige trænere, pølsesælgere, ledere og ikke mindst Støtteforeningen, som driver Tutten.
Målsætning
Brøndby Håndbold klub vil stræbe efter at blive en af de førende
klubber på Vestegnen. Vi vil være med til at præge udviklingen i
håndboldverdenen, og være en attraktiv klub med fokus på både
sportslig og social udvikling, og vi har viljen til at arbejde
målrettet på at gøre klubben synlig. Vi er en klub med fokus på
klubliv og gode resultater.
Historie
Brøndby Håndbold Klub har hjemsted i Brøndby Kommune. Klubben blev
stiftet d. 27. juni 1983, hvor de to klubber Brøndby Håndbold Klub
og Schneekloth Håndbold Klub blev lagt sammen til en klub. Navnet
var nu Brøndby-Schneekloth Håndboldklub. Brøndby-Schneekloth
Håndboldklub fik hjemmebane i Schneeklothhallen. Tidligere har
Brøndby Håndbold haft hjemmebane og klublokale på
Nørregårdsskolen.
BHK en bredde- og eliteklub
De seneste 15 år har klubben været i rivende udvikling både på
medlemssiden og på resultatsiden. Vi er i dag over 300 medlemmer
fordelt på 20 hold, lige fra minimix til oldboys/girls. På
resultatsiden har vi også haft stor fremgang gennem årene. I løbet
af de sidste 4-5 år har vi haft ungdomshold i eliten og divisionen,
og vi satser til stadighed på, at vi i fremtiden kan fodre vores
seniorhold med talenter af egen avl. Derfor uddanner vi også
løbende vores trænere, så de kan blive bedre og skabe bedre rammer
for spillerne.
De Frivillige
For Brøndby Håndboldklub ligesom for så mange andre
sportsforeninger er 'de frivillige' en yderst vigtig ressource for
at vores klub kan fungere. Især vores ungdomsafdeling nyder godt af
de mange frivillige træneres, ledere og forældres arbejde. Langt
hovedparten af klubbens ledelse og trænere har en mangeårig
tilknytning til klubben.
Støtteforeningen B.H.K's Venner blev stiftet den 13. april 2000 med det formål at yde støtte til klubbens ungdom. Støtteforeningen arrangerer hvert år forskellige arrangementer for klubbens medlemmer og deres familier og venner. Støtten driver TUTTEN, som er vores cafeteria. Du kan blive medlem af Støttenforeningen for kun 200kr om året. Læs mere om Støtten's arbejde, hvordan du kan hjælpe og hvordan du kan søge støtte til kontingent, stævneudgifter mv.
Det Sportslige
I vinterhalvåret fra oktober til marts spilles turneringskampe.
Alle hold spiller i Håndbold Region Øst's (HRØ) turneringer, og
seniorholdene er også tilmeldt landspokalturneringer og serie cup,
mens ungdomsholdene er tilmeldt H2O-cup.
Turneringskampe spilles som regel på søndage. På de søndage, hvor
vores hold spiller på hjemmebane i Schneeklothhallen er der masser
af liv i hallen fra tidlig morgen til sen aften. Vi bestræber os på
at skabe en god stemning for klubbens medlemmer og deres
modstandere og vi går ind for fair play. Udover deltagelsen i
vinterturneringen, som er den primære turnering, deltager alle hold
desuden i forskellige stævner i løbet af året. Læs mere om
ungdomsstævnerne her (kommer her på siden).
Brøndby Håndboldklub har en af de største ungdomsafdelinger på Vestegnen og med en kommende ny hal har vi plads til endnu flere. Se om vi har et hold til dig nedenfor.
Dameafdelingen har fire hold: 3. division, serie 2, serie 4
og oldgirls B
Herreafdelingen har to hold: 3. division og oldboys B
Ungdomsafdelingen har i alt 11 hold:
U-18 Piger - mangler spillere
U-18 Drenge - mangler spillere
U-16 Piger - et hold
U-16 Drenge - mangler spillere
U-14 Piger - to hold
U-14 Drenge - et hold
U-12 Piger - to(tre) hold
U-12 Drenge - et hold
U-10 Piger - to hold
U-10 Drenge - et hold
U-6 og U-8 har vi en stor gruppe Mini Mix (årgang 2003-2006)
